Regeringen sætter kontrol med D-dråber under lup

boern-og-medicin

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen vil evaluere kontrollen med kosttilskud til spædbørn.
Efter flere end 80 spædbørn i sommer blev forgiftet af D-vitamindråber fra virksomheden Inno Pharma, vil miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen nu se på, hvordan kontrollen med D-vitamindråber til spædbørn indrettes bedst muligt og sikkert for forbrugerne. Det sker på baggrund af den redegørelse, som ministeren netop har modtaget fra Fødevarestyrelsen.

Redegørelsen forklarer i detaljer om myndighedernes håndtering af sommerens D-vitaminsag, herunder hvordan virksomheden Inno Pharma kunne sende i hundredevis af flasker med farlige D-dråber på markedet. Redegørelsen viser, at Inno Pharma ikke har overholdt de sikkerhedsforanstaltninger, der er, når en virksomhed sender et nyt kosttilskud på markedet. Fødevarestyrelsen har af samme grund givet virksomheden forbud mod at producere D-dråber, indtil sikkerhedsforanstaltningerne er dokumenterbart i orden. Desuden har virksomheden modtaget en bøde på 90.000 kroner.

Fødevare- og sundhedsmyndighederne reagerede efter forskrifterne, da det blev konstateret, at D-dråberne havde for højt indhold af D-vitamin. Myndighederne foranstaltede, at produkterne blev trukket tilbage fra markedet og udsendte blandt andet pressemeddelelser og beredskabsmeddelelser til befolkningen.

– Den alvorlige fejldosering er, som det fremgår af redegørelsen, sket hos Inno Pharma, og er klokkeklart virksomhedens ansvar. For den fejl har virksomheden fået en bøde på 90.000 kroner. Men selvom der er tale om en overordentlig sjælden hændelse, er vi forpligtede til tage ved lære af denne meget ulykkelige sag. For forbrugerne skal trygt kunne indtage de kosttilskud, der bliver solgt i danske butikker, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Allerede nu arbejdes der på en opfølgende vurdering af tilrettelæggelsen af den fremtidige kontrol med kosttilskud til spædbørn. Vurderingen forventes klar til oktober.

Kontrollen af kosttilskud som D-vitamindråber er omfattet af Fødevareforlig 3, der er vedtaget af en bred kreds af partier.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *