Mange ignorerer symptomer på KOL

      Ingen kommentarer til Mange ignorerer symptomer på KOL

Op mod halvdelen af de danskere, der har oplevet længerevarende symptomer på lungesygdommen KOL, har ignoreret dem. Men reagerer man på symptomerne i tide, kan man leve et godt liv med sygdommen – derfor er det vigtigt, at få tjekket lungerne, hvis man oplever symptomer i to måneder eller mere.
Hoste, slim fra lungerne og åndenød i mere end to måneder kan være symptomer på den kroniske lungesygdom KOL, som hvert år er medvirkende til op mod 5.500 dødsfald. Sygdommen kan bremses, hvis den opdages i tide.

Derfor lancerer Sundhedsstyrelsen og Lungeforeningen kampagnen ”Pust liv i din hverdag”, som skal få flere med symptomer på KOL til at gå til lægen og få et lungetjek. Det er især vigtigt at være opmærksom på symptomerne, hvis man er ryger eller tidligere ryger, eller hvis man har arbejdet i et erhverv med meget støv, damp eller røg.

160.000 har uopdaget KOL

Fire ud af ti danskere har på et tidspunkt haft længerevarende symptomer fra lungerne, som kunne skyldes KOL. Men kun cirka halvdelen valgte at søge læge, viser en ny survey, som Userneeds har lavet for Sundhedsstyrelsen. Det er bekymrende, da de seneste tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at ca. 320.000 danskere har KOL, og omkring halvdelen ikke ved det.

”Kampagnen skal gøre folk opmærksomme på, om de har symptomer på KOL, så de ikke bare slår symptomerne hen som en vedholdende forkølelse, dårlig form, eller tilskriver det deres rygning. Det kan blandt andet være det, der gør, at vi i Danmark har en trist EU-rekord som det land, hvor der dør forholdsvist flest af KOL,” siger kampagneleder i Sundhedsstyrelsen, Anne Rygaard Hjorthøj.

KOL kan ikke helbredes, når man først har sygdommen. Men man kan mindske mange af sygdommens symptomer ved tidligt at holde op med at ryge, være fysisk aktiv og tage inhalationsmedicin mv. Jo før man opdager KOL og bremser faldet i lungefunktion, jo bedre. Tabt lungefunktion kan nemlig ikke genvindes, og i dag opdages KOL ofte først, når halvdelen af lungefunktionen er mistet.

Fakta

”Pust liv din hverdag” er en landsdækkende kampagne, som Sundhedsstyrelsen og Lungeforeningen står bag i uge 38 og 39. Kampagnen skal få flere til at søge læge og få lavet en lungefunktionsmåling, hvis de oplever symptomer, der kan tyde på KOL.

Symptomer på KOL

Hoste (tør eller med slim)
Pibende eller hvæsende vejrtrækning
Du bliver mere forpustet end dine jævnaldrende, når du bevæger dig. Fx når du går på trapper eller løber efter bussen
Oplever man symptomerne i to måneder eller mere, bør man søge læge for at blive undersøgt. Især hvis man er ryger eller tidligere ryger eller har arbejdet i et erhverv med meget støv, damp eller røg.
Kampagnen sætter ind fra mandag 19. september med en event på Københavns Hovedbanegård, hvor Rødovre Lungekor vil synge af deres lungers fulde kraft for at gøre alle forbipasserende opmærksomme på KOL.

Læs mere på kampagnens hjemmeside: www.pustliv.dk

Hvad er KOL?

KOL er en forkortelse for Kronisk Obstruktiv Lungesygdom. Det er en sygdom, hvor luftvejene forsnævres, og lungevævet bliver nedbrudt efterhånden, som sygdommen forværres.
Både mænd og kvinder rammes af KOL. I Danmark anslås det, at ca. 320.000 har KOL, men kun ca. halvdelen ved det selv. KOL er den tredjehyppigste dødsårsag i Danmark.
Risikoen for at dø af KOL i Danmark er 3,7 gange højere end det europæiske gennemsnit for kvinder og 1,7 gange højere for mænd.
Om undersøgelsen

Undersøgelsen er gennemført af Userneeds blandt 1807 danskere i alderen 18-70 år. Fordelingen af respondenter er vægtet i forhold til populationsfordelingen på køn (mand, kvinde), alder (18-39, 40-60, 61-70 år), uddannelse (lav (grundskole, gymnasial og erhvervsuddannelse), høj (kort-, mellemlang-, lang videregående uddannelse)) og region (Hovedstaden, Sjælland, Nordjylland, Midtjylland og Syddanmark) for at sikre maksimal repræsentativitet.

Den statistiske usikkerhed er maksimalt 2,4 procentpoint.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *