10 råd til pollensæsonen

      Ingen kommentarer til 10 råd til pollensæsonen

Op mod 3 ud af 10 danskere nyser sig gennem pollensæsonen med løbende næse og kløende øjne. De har høfeber, forårsaget af pollen fra træer, græs eller planter. De enkelte pollentyper kan give pollenallergikerne symptomer på forskellige tidspunkter, så pollensæsonen varer fra det tidlige forår til det tidlige efterår. Hvordan kommer man bedst gennem den? Her er 10 råd.

Der er flere ting, som kan medvirke til at gøre det lidt lettere for pollenallergikerne, når der er pollen i luften.

10 råd til at komme gennem pollensæsonen

  • Lad lægen stille den rigtige diagnose, så du kan få den rette behandling
  • Skyl næse og øjne efter behov med Apotekets saltvandsnæsespray, saltvandsnæsedråber eller saltvandsøjendråber
  • Hold dig orienteret om dagens pollental, f.eks. via en app eller hjemmeside
  • Undgå eller hold igen med aktiviteter og træning i det fri, når pollensæsonen er på sit højeste
  • Bed en anden om at slå græsset og bliv selv indendørs imens, hvis du ikke tåler græspollen
  • Lad være med at hænge vasketøjet til tørre udendørs, når der er pollen i luften
  • Brug solbriller udendørs, så du får knap så meget pollen i øjnene
  • Tag et brusebad og skyl håret fri for pollen inden sengetid
  • Luft ud om morgenen og om aftenen, hvor der er mindst pollen i luften
  • Hvis det er muligt, så undgå steder med høje pollenmængder, fx birkeskov, enge og græsmarker

Disse pollentyper giver hyppigst symptomer

Høfeber kan skyldes pollen fra flere forskellige træer og vækster, men det er oftest græspollen, birkepollen, bynkepollen, hasselpollen, ellepollen og elmepollen, der forårsager symptomer. De har ikke alle sæson på samme tid, så den samlede pollensæson strækker sig over flere måneder.  

Pollensæsonen begynder tidligt om foråret

Man kan ikke sige præcis, hvornår pollensæsonen starter. Det skifter fra år til år afhængig af vejret, men er man allergisk over for pollen fra el, elm eller hassel, skal man tjekke pollentallene allerede i februar og marts. Derefter kommer birkepollen efterfulgt af græspollen, inden pollensæsonen slutter med bynkepollen i løbet af efteråret.

Flere og flere får høfeber

20-30% af alle voksne danskere har høfeber, og antallet af personer med allergi er stigende. Pollenallergi rammer også børn og unge. 7-8% af børn i skolealderen og 15-20% af Danmarks unge har høfeber.

Kilder: sundhed.dk, Astma-Allergi Danmark

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *